Sidste hele dag her i Molveno er nu ved vejs ende. Som tidligere annonceret dedikerede jeg dagen i dag til lidt afslappet udforskning af Molveno by samt en sidste tur op i højderne – uden at skulle svede for det 😁
Molveno er en forholdsvis lille by, men de store højdeforskelle gør alligevel, at man ikke bare lige fiser frem og tilbage uden en vis form for plan… Det var også pænt varmt i dag (lige knap 30 grader), så det var en fin dag til bare at slentre rundt i afslappet tempo.
Der er ingen kæmpe internationale butikker her i Molveno – blot små lokale specialforretninger, hvilket gjorde det ekstra sjovt at kigge på. Jeg kom også et smut forbi strandområdet igen, hvis miljø er rigtigt hyggeligt med masser af albuerum og uden skrig og skrål.
Andet mål med dagen var en tur op i højderne igen, og denne gang et ekstra nøk op med lift i forhold til den første dag jeg var afsted. Dejlig tur, og i 1600 meters højde var varmen knap så trykkende som nede i byen. En fin frokost senere drog jeg tilbage og fik lidt is nede i byen igen, før det var tid til den sidste gang aftensmad 😋
Nu er det så tid at pakke kufferten til hjemturen i morgen. Udover et par enkelte justeringer, synes jeg at jeg har fået set og oplevet det jeg ville. Bortset fra lidt snue et par dage kan jeg ikke klage over denne tur med fantastisk vejr og nogle rigtig flotte naturoplevelser undervejs. Tak til jer, der har læst med og kommenteret. Vi ses derhjemme i DK – forhåbentlig i fortsat godt sommervejr! 😎
I kan se billeder fra turens sidste dag ved at klikke her.
Ciao!
Ja, du har vel nok set mange flotte steder og smagt fantastiske retter. Det er et rigtig dejligt område at feriere i, kan vi se. Tak for alle billeder af naturen og de søde dyr, du har mødt på din vej. Vi var i dit hjem i går aftes og se til det og vande. Alt vand var også brugt op denne gang, så planterne (fugle også) var nok tilfredse med lidt væde igen. Hav en fortsat god rejse hjem. Kh fra far og mor.